Herhjemme sidder vi alle fire troligt bænket, når ham den bitte med skægget så fint sætter tonen. Hvem kunne ane, at en voksen mand kan komme helt derop i det lyse uden at skulle klemme om sine kønsdele? Ungerne kan selvfølgelig lettere følge kastratsangen. Min ellers forstandige hustru kan slet ikke følge ham, hvor meget hun end forsøger. Ofte må jeg bede hende om at holde helt mund, da hun skræmmer hunden. Selv bilder jeg mig ind, at jeg er ret tæt på noget, der ligner. ”Måske ville det hjælpe, hvis jeg sparkede dig i nosserne?” kan min bedre halvdel finde så på at sige med armene krydset i tværhed, mens hunden ligger og piber fra ude under bryggersvasken. Her plejer den at fortrække til ved tordenvejr og nu også fredag aftner, når min kone vil synge. Jeg mindes i denne forbindelse ofte barndomsårene som KFUM-spejder, hvor vi sang salmer, så tårerne trillede. Med æblerøde kinder og i knickers travede vi moder Danmarks sagnomspundne vikingelandsskab tyndt. Blodet bruste i vore tapre barnesind, som stroferne forlod de stovte læber. For her kom vi. Fulde af ukuelige forventninger til fremtiden, som med spejderånd og -metode var mejslet ud af fædrelandsgranit. Især vores spejderleder Helmuth lærte os værdien i at synge salmerne. Desværre endte det store fokus på opbyggelige sange til spejder den aften, hvor politiet hentede ham.