spørger ham igen, så roligt jeg nu kan magte. ”Er det mon muligt at åbne en kasse mere?” Supermarkedsmedarbejderens svar efterlader en hel del af hans dna på mit ansigt. Han trækker på skuldrene og giver mig et flabet smil, mens han langsomt bakker væk. Jeg knytter næverne i lommen og forsøger at undertrykke den vrede, der bobler op i mig som en vulkan på nippet til at gå i udbrud. Hverdagens små irritationer har en tendens til at samle sig som tunge skyer over mig, og i dag er ingen undtagelse. Jeg har altid haft svært ved at kontrollere min vrede, men det er blevet værre på det seneste. Små hændelser som denne får det til at føles, som om hele verden er ude på at teste mine grænser. Jeg tager en dyb indånding og tvinger mig selv til at tælle til ti. En … To … Tre …