Som titlen antyder, er Desperado en digtsamling om livets desperation med dertilhørende frustration, misantropi, livslede og resignation, dog samtidig med en ironisk distance, som tillader håbet og det rebelske at blomstre.
Desperationen kommer fx til udtryk i disse strofer:

og pludselig dufter dit hår af mælkesnitter når jeg forsøger at kysse dig blidt på halsen uden at tænke det en skid igennem
og godt krydret med livslede:

tænk engang hvor er det dog ubehageligt at skulle ånde for at opretholde livet

Rasmus Pinborg Holm skriver med sikker pen og rammer lige dér, hvor det gør allermest ondt:

fru poulsen fra lejligheden over min lyder som en rotte når hun kratter over trægulvene med sine lange tånegle
kratkratkrat
kratkratkrat
kratkratkrat
frem og tilbage over trægulvene
til jeg ligner russisk roulette med fuldt hus i ansigtet

At den unge digter formår at opretholde en ironisk distance fremgår fx af disse ord:

her værsgo
jeg har lavet en skjorte af lort til dig
den skal du have på i dag

Pinborgs digte er nutidspoesi med alt, hvad det indebærer:

you can´t lose med strandvaskerblues
og mundbål
blikket fikseret mod solnedgang over beton
smelter væk
i glødende pytter af hundepis som svulmende svulmende fuglerygge mod den kølige aftenbrise ind i kæften
helt ind i kæften
et brugt og blodigt bind ruller rundt i vinden foran kinagrillen
skulle det nu være poesi
yes it will pass