Fra de første redskabers nære relationer til verden – fra øksens nærhed til træet, fra plovens nærhed til jorden – har vi med industrialisering og automatisering flyttet os stadig længere væk. Vi mister i disse år i helt bogstavelig forstand grebet om tingene, som udliciteres til maskiner i vores sted. Hånden har trukket sig fra arbejdsgange, fingrene har trukket sig fra deres fortrolige vandringer mellem ting i en verden, der fungerer både bedre og hurtigere, hvor mennesket holder fingrene væk. Verden føles stadig som vores, men vi er i stigende grad overflødige og hjemløse i den. Maskinerne føles stadig som vores men med snarlig udsigt til, at de først og fremmest skal og vil være ”sig selv”.