Hun vidste ikke, hvor længe hun havde danset. Det var også lige meget.

Hun gik over og købte noget mere vand. Stillede sig ovre ved væggen. Hun smilede. Smilede så bredt, at hun følte, hun havde en frisbee siddende på tværs i munden. Hun stod og kiggede på folk. Kiggede på lavalamperne og de mærkelige figurer, der hele tiden blev formet inde i dem.

Hun kom til at grine.

Prøvede ind imellem at snakke med nogen. Men hun kunne ikke. Hendes kæbemuskler var for spændte til at kunne forme ord.

Men én ting var hun sikker på. Og det behøvede hun ikke ord til at formulere: Det var her hun hørte til.