erindringens lange, sukkende og sugende åndedræt. Selv om sproget ikke synger, så hvisker, mumler og stundom nynner det på en egen indtrængende og hemmelighedsfuld vis, og pludselig møder man sætninger der ligesom stønner dumpt og uendeligt sagte af længsel og hjælpeløs hjemve. Ved følelsernes dybde, ved diktionens inderlighed, ved stemningssuggestionens åndeagtige karakter kroner denne sarte, men vægtige bog Herman Bangs produktion i kraft af sin poesis renhed og ømhed. Nægtes kan det ikke at Herman Bangs prosa, som flere slægtled forelskede sig i, gør et udansk indtryk og ofte synes direkte at være overført fra fransk, uden hensyntagen til det danske sprogs ånd og hævdvundne karakter. Man kan heller ikke sige at Herman Bangs stil har stiftet skole. Selv de forfattere der gennem læsningen af hans romaner og fortællinger har indset betydningen af de minutiøse iagttagelser i gengivelsen af virkeligheden, har ikke ladet sig påvirke af hans stil." (Dansk Biografisk Leksikon)