En demokratisk

indretning af samfundet, hvor borgerne er lige, hver med én stemme, blev lov i

Danmark i 1953. Dette opgør med særrettigheder for de besiddende kom på et

tidspunkt, hvor danskerne endnu kendte den ydmyghed, som fulgte med erfaringen

om, hvorledes sult kunne være en realitet for de svageste. Men det var også

tiden, hvor beruselsen fra befrielsen rådede, og hvor optimismen og troen på

bedre tider var stærk. I ånden fra folk som K.E. Løgstrup og Hal Koch skulle

det nye fulde demokrati være samtale og søgen efter en fælles forståelse. De

nye velfærdsøkonomer talte om den fælles interesse, hvor velstandsfremgang

ville gavne alle, og hvor overflod ville gøre kultur mere interessant end

økonomi.

Bogen tegner et billede af,

hvordan danskerne har forvaltet dette lighedens demokrati, efterhånden som den

ydmyge og troskyldige forestilling om den fælles interesses råden blegnede.