Tiden er kommet til at genopdage det sociale som et felt af intensive livskræfter. Gribe det forsvindende menneske i livets mellemrum, i hastigheden, i bevægelsen, i energien, i lyden, kort sagt i eller ved det nøgne liv. Der er ikke længere en skjult mening, der skal blotlægges, men derimod en åbenhed overfor det liv, der folder sig ud af en midte, dér hvor vi ikke længere har os selv, men bliver fundet af noget, tættere på den fundamentale fremmedhed, vi er overgivet til. Samfundstænkningen må nærme sig det konkrete livs gådefuldhed, det sted Blanchot kalder nattens nat, en opmærksomhed mod det næsten usynlige, det knap hørlige, det meget små. Med baggrund i Spinozas vilde, men krystalagtige metafysik og Deleuzes ekspressive tænkning om livet som intensiv bevægelse i ydre kraftrelationer, støber de to forfattere grundlaget for en helt ny samfundsvidenskabelig skulptur og tænkning, der rejser et nibrationscentrum med et uendeligt antal flugtlinjer udadtil.