På flere områder er vores ellers så velsmurte og velfungerende samfund ved at bevæge sig væk fra det, som tjener menneskers egentlige lykke. Vækst er blevet et mål i sig selv, også selv om det er på bekostning af sundhed og trivsel. Upersonlige systemer fremstår som en "nødvendighedens politik", selv om mennesker gerne ville være dem foruden.

Hvis vi skal ændre på dette, bliver vi nødt til at grave nogle spadestik dybere, end det er tilfældet i den almindelige politiske dagsorden. Det handler om menneskesynet og de helt grundlæggende værdier.

Tiden er kommet til en kulturrevolution mod systemstyring, vækst-fetish og væren-sig-selv-nok, mener redaktørerne af denne antologi, Karen Lumholt og Jonas Norgaard Mortensen. De har bedt en række dygtige fagfolk om at give deres bud på, hvordan personalismens beskrivelse af mennesket sætter ord på, kolliderer med eller rammer ved siden af den virkelighed, de oplever i praksis.

Det personlige samfund - personalisme i praksis er den første af to antologier, der sætter personalismen til debat. I denne første bog er fokus på familieliv, dannelse, fællesskab, ledelse og trivsel i velfærdssamfundet. Den anden bog, Det relationelle menneske - personalisme i perspektiv, der udkommer senere i 2015, udvider i tid, sted og tanke og er mere historisk, eksistentiel og filosofisk.