“Jeg ved ikke nøjagtig, hvor lang tid det tager at gå i ét med elementerne, så man ikke lægger mærke til dem. For mit eget vedkommende kommer jeg aldrig over en storms glød og oplivelse, langvarig støvtung blæsts brydetag, knitrende og buldrende tordens skuespil på klipperne eller den tærende udmattelse, når stormen varer længere, end fysikken kan holde ud. Men guldgravere og indianere udvikler en slags skal mod vejret, der bliver siddende på kroppen, til de dør.” Med stor poetisk kraft giver Mary Hunter Austin i sit beskedne hovedværk ‘Det regnløse land’ (1903) en tidløs beskrivelse af det amerikanske midtvesten. Ikke kun den storslåede natur, hvor det heller ikke dengang regnede, men også de mennesker, som meget spredt beboede denne del af USA i slutningen af 1800-tallet. Hun skriver således (hvad der var meget sjældent for hendes tid) respektfuldt og fordomsfrit om indianerne og latinamerikanerne, som hun havde mødt midt i det landskab, hun elskede så højt.