når stormen varer længere, end fysikken kan holde ud. Men guldgravere og indianere udvikler en slags skal mod vejret, der bliver siddende på kroppen, til de dør.” Med stor poetisk kraft giver Mary Hunter Austin i sit beskedne hovedværk ‘Det regnløse land’ (1903) en tidløs beskrivelse af det amerikanske midtvesten. Ikke kun den storslåede natur, hvor det heller ikke dengang regnede, men også de mennesker, som meget spredt beboede denne del af USA i slutningen af 1800-tallet. Hun skriver således (hvad der var meget sjældent for hendes tid) respektfuldt og fordomsfrit om indianerne og latinamerikanerne, som hun havde mødt midt i det landskab, hun elskede så højt.