Totalitarismens tid er ikke bragt til ende med kommunismens fald. Dens utopi om en forenet menneskehed i eet retfærdighedens og fredens rige har overlevet det kommunistiske eksperiments fald. Den er gået i arv hos den kolde krigs sejrherre. Natos forvandling til en aggressiv magt og en selvbestaltet verdensøvrighed har afsløret den totalitære tankes fortsatte tilstedeværelse. Krigen mod Serbien har ikke været en almindelig krig, men en ideologisk krig, hvor den ene part, Nato, har gjort sig til dommer over folkeslagene og deres historie. En krig for en ny verdensorden - en krig imod den nationale bevidsthed.

Forestillingen om, det er menneskeligt muligt at skabe ´den evige fred´ på jorden, er ikke af nyere dato. Det eneste, der er nyt, er eksistensen af en konkret, militær magt, der er stærk nok til at gøre ideen til virkelighed. Ikke således at krigen bringes til ophør, men således at krigen monopoliseres af én verdensmagt, der kan bekrige alle stater og folk.

En ny verdensorden, der indvarsler den permanente krig mod alle. Den åbner mod den yderste vold, som ikke kun er fysisk, men åndelig: Forsøgene på at ændre menneskets bevidsthed og skabe den nye verdensborger uden folkelig samhørighed, forpligtethed og historisk erindring.