Det er ikke nogen helt almindelig barndom, Dorrit Willumsen kan berette om i Det søde med det sure.

 

Det er en barndom, der begynder i 1940, finder sted i det indre København, først på Nørrebro, senere på Vesterbro, og det er ikke hjemme hos mor og far, det er hjemme hos mor og mormor og morfar, for det blev aldrig til noget rigtig fast forhold mellem Dorrits mor og far, det havde ingen af dem tålmodighed til.

 

Det er en barndom med wc ét til fire i gården og etagevask ved køkkenbordet, men også med balletundervisning med gazeflæser på underbukserne, det er sværmerier og dagdrømme, det er morfars historier ude fra den store verden, og det er skolegang til og med studentereksamen med nervøsitet og nedbidte negle, sejre og nederlag og lyst til at vide mere og komme videre i verden.

 

Og det er drømmen om at blive forfatter og sætte alt ind på det det; det er ubarmhjertigt og poetisk, nøgternt og kærligt realistisk.