var at få franske orlogsskibe sejlet til Danmark som erstatning for de orlogsskibe, englænderne havde taget i 1807.
Frederik 6. var før udsendelsen blevet advaret af den danske gesandt Dreyer i Paris, som skrev:
At sende danske matroser og officerer som besætning for tre franske linieskibe under fransk overkommando og under fransk flag vil, efter min ærbødige formening, være ensbetydende med at give afkald på nogensinde mere at få disse tre besætninger at se i Danmark, og vil være med til at overlade det til kejserens luner at anvende dem, hvor han finder det for godt.
Det skulle vise sig, at Dreyer fik ret. Skibene kom aldrig til Danmark. Søfolkene forblev ved Schelden frem til 1813.
I august 1809 angreb en stor engelsk flådestyrke og landgangshær den franske flåde og fæstningerne ved Schelden. Angrebet blev en katastrofe for den engelske hær og flåde på grund af den sumpfeber, som fandtes i området, og som også førte til omfattende sygdom og mange dødsfald blandt de dansk-norske besætninger og deres officerer.       
Selv da det stod klart for Frederik 6., at de danske og norske søfolk ikke ville vende tilbage med de lovede franske skibe, fortsatte kongen med at sende søfolk og officerer til Schelden og i 1811 at udvide antallet til i alt fire besætninger.   
Ca. 3.300 danske og norske søfolk og officerer blev i perioden 1808-1813 udsendt til Schelden. 220 af dem deserterede, og 311 døde under opholdet ved Schelden.    
I bogen beskrives deres udsendelse og ophold ved Schelden, englændernes angreb på flådebasen ved Schelden og baggrunden for deres hjemkomst og modtagelse i 1813.   
I tilknytning til bogen er der på www.detstorebedrag.com oprettet en database med oplysninger om de udsendte søfolk og deres officerer: