Vi er alle tæt på hinanden og alligevel så fjerne. De er, hvor de er, og jeg er, hvor jeg er. Jeg kan godt være medmenneskelig og følsom, men er det ikke. Jeg mærker dem ikke, og de mærker ikke mig. Jeg kan række ud og røre dig, men hvis du dør, vil jeg ikke savne dig. Par forlader sygehuset. Støttende, trøstende, vi skal se fremad, vi skal nok klare det sammen. Der er enkelte, der smiler. Det kan være, det ikke var kræft alligevel, eller at donoren er fundet. Knægten. Min. Mathias. Hvornår bliver han frisk? Jeg har knyttede hænder, og da jeg åbner dem, er der mærker fra neglene i håndfladen. Jeg betragter dem langsomt forsvinde. Det skal nok gå det hele.