fra at dyrke korn til at producere smør. Og derfor blev der brug for malkepiger og roehakkere.

Der var også brug for karle til at passe køerne – og til at grave dræningsgrøfter så der kunne tages mere jord under plov.

I princippet blev tjenestepigerne og karlene adskilt – pigerne på pigeværelser, og mændene på karleværelser. Det hindrede dem dog ikke i at sove sammen, og resultatet var hyppige graviditeter, men også kvinder der blev svigtet af deres kærester.

Det gik både ud over danske og svenske kvinder, men det var værst for de svenske. De kunne ikke overlade børnene til deres forældre, men måtte betale for at sætte dem i pleje. Det kan derfor ikke undre at ganske mange af de svenske kvinders børn døde som helt små.
I denne bog ser vi på 16 af disse kvinder. De kom alle til Hammel-Brabrand-Hinnerup-området i 1850’erne. Men de fik vidt forskellige liv. Nogle bedre end andre.

Ingrid satte to børn i pleje inden hun blev gift, Bengta kom i tugthuset for at have druknet sit barn, Cathrina mistede et spædbarn, og Alfrida overlod et barn til en plejefamilie hvor det døde. Signe fik tre børn uden at blive gift, og også hun satte sine børn i pleje. Og så var der Sissa som blev sendt retur til Sverige med sine tre børn.

De unge svenske ’flickor’ var i høj grad med til at skabe det moderne Danmark, men de er glemt i dag. Det samme er den indsats flickorna gjorde på malkeskamlen, med hakkejernet, på høstmark­en, i herregårdskøkkenet – og i barselssengen.

Det er et stykke indvandrer- og kvindehistorie som trænger til at komme frem i lyset.