De sidste ti år af sit liv havde han kræft. Da lægerne fortalte ham, at han nok kun havde et halvt år tilbage at leve i, begyndte han at skrive sine erindringer, men under arbejdet begyndte sygdommen at bide til og han var ikke i stand til at skrive sit værk færdigt. Derfor tog hans datter Karen til Hospice Djursland, så hun kunne optage de sidste mange kapitler af hans historie. Det er hende, der har gjort bogen færdig og udgivet den. 

Det er blevet en både morsom, medrivende og dramatisk beretning. Bent Lumholt fortæller både om de lette og underholdende episoder, om selvhøjtidelige kirkefolk, om kampe med menighederne rundt omkring, om sit venskab med Prins Knud, om sin store kærlighed til Thule – og til Pauline, som han fik seks børn med. Men også om de svære ting. Om at miste sit første barn, om skilsmissen fra hans første hustru og om perioder med for meget alkohol.  

Bent Lumholt var et sammensat menneske. Han var ikke meget for offentlig opmærksomhed, men han elskede at optræde. I de sidste mange år udfoldede Bent Lumholt sit talent som fortæller og visesanger. Han var en populær gæst i menigheder, forsamlingshuse og foredragssale rundt om i landet, hvor han optrådte med sin guitar og sine viser om kvinder og mænd og med sin enmands-forestilling om Grundtvig. 

Det blev også til tv-transmitterede gudstjenester, visesamlinger, prædikensamlinger og CD’er med Tøsealfabetet, Mandealfabetet og Dyrealfabetet. 

Tilknytningen til Grønland fyldte meget. Han indspillede en samling julesalmer på grønlandsk sammen med sin hustru Pauline Motzfeldt Lumholt og de seks børn. 

Da Bent Lumholt blev bisat fra Grenaa Kirke, var kirken propfuld. Omkring 500 mennesker var mødt op for at sige farvel. Og mange flere husker ham for hans  intense prædikener, satiriske kommentarer til tidsånden og krabasken, som han svang med kærlighed til mennesket, men med had til magtfuldkomne systemer, eliter og alle slags selvgode farisæere.