Det var en konstant krig. Mit liv var en krig. Det lille forsvar, som jeg kaldte for mine tropper, var nedlagt. Fuldstændig sønderknust på slagmarken. Fjenden stod og kiggede på de faldne soldater, som var de døde fluer på en kogende varm sommerdag. Tilbage stod der et nøgent land. Et territorium klar til at blive erobret. Det var det, jeg var: klar til at blive erobret af fjenden. En fjende kendt som anoreksi, den mest usympatiske, løgnagtige og livsfarlige fjende, som jeg nogensinde har mødt.

Lige som jeg troede, at jeg havde grebet om dæmonen, vendte den og drejede sig, så den blot blev endnu mere terroriserende. Endnu mere krigerisk. Jeg var træt, og jeg følte mig fuldstændig ødelagt indeni.