Jeg smider rygsækken fra mig. Maser mig sidelæns igennem stalagmitterne, der river smertefuldt i mine lemmer, men som ved et mirakel ikke flår hul i stof og hud. Min mave snerrer, en knurren, der giver ekko i den trange passage. Den akavede positur og opadskrånende strækning æsker mælkesyren frem i benene. Lidt længere fremme aftager stalagmitternes pres. Jeg træder ud på en afsats med plads til et dusin mennesker, hvis man står tæt. Heidi står med ryggen til mig, med korslagte arme og blikket vendt mod den underjordiske sø under os. Jeg træder så lydløst som muligt et skridt frem, tester med blikket dybden på det blågrønne vand. Verden aner intet. Kun hende.