Det politiske er et af samtidskunstens privilegerede “materialer”. Kunstnere producerer ikke blot repræsentationer af politiske konflikter, de bruger kunstrummets relative autonomi til at facilitere diskussioner, der ofte ikke finder sted i en bredere offentlighed. Det er historien om samtidskunstens funktion som en art substitutoffentlighed i fraværet af en kritisk, international modoffentlighed. Denne funktion fungerer imidlertid også som legitimation for institutionen, der bryster sig af og forstår sig som systemkritisk: Kritik er i dag på den måde sine qua non for samtidskunstinstitutionen. Men, må vi tilføje, kritik i en nedskaleret forstand, som institutionelle reformer og reformistiske interventioner. Det er institutionskritikkens hegemoni.
Det kan synes ulogisk at bruge tid på kunst­ner­iske udsagn i en situation, hvor kapitalens vold tager til, flere og flere går på gaden, og hvor den mest sofistikerede politiske samtidskunst har travlt med at organisere modeshows for Dior. Men den moderne kunst har fra starten været et af de steder, hvor det har været muligt – ikke at det var nemt eller ligetil – at artikulere en kritik af den kapitalistiske modernitet og forestille sig verden på en anden måde.
Dialog med de døde skitserer et historisk forløb, hvor kunsten har fungeret systemkritisk, fra mellemkrigstidens surrealisme over situationisterne, Black Mask, Art Workers’ Coalition og Artist Placement Group i 1960’erne til den politiserede samtidskunst og aktivistiske statuevæltninger.