Stilen er klassisk, lige til, ja til tider naiv, men bag de enkle konstruktioner gemmer sig verdener, der kun synes at blive større ved hver genlæsning. For bogens enkle fortællestil er dobbeltbundet, kontrastfuld og hele tiden paradoksrig. Læseren ledes ganske smertefrit ind i billedfortællinger med erkendelser af tab, det foranderlige og det, der forsvinder. Men med en drillende unodernes tonalitet, tvistede kausaliteter og transgressive narrativer modsiges det sagte som oftest. Paradokser og det enkelte digts klangbillede får således som regel det sidste ord. Hvilket kun er passende for en bog, der alt andet lige mest befatter sig med lyd: