"Digital overvågning – lovgivningens grænser i et menneskeretligt krydsfelt" behandler denne problemstilling, som bygger på afhandlingen af samme navn. Formålet er først at fastslå reguleringsstrukturen mellem den europæiske menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, herunder hvordan det indbyrdes hierarki mellem de to retskilder er. Det primære formål i afhandlingen er dog at udlede krav til lovgivning, der hjemler digital overvågning i de to retskilder og hertil hørende retspraksis.

Disse krav er bl.a. med til at sikre, at lovgiver kan vurdere og prøve om love er proportionelle og holdt inden for det strengt nødvendige, således at overvågningen ikke medfører et større indgreb i den grundlæggende ret til privatliv, end det er nødvendigt for at opnå målet med overvågningen.

I bogen udledes med udgangspunkt i ovenstående retspraksis specifikke krav til indholdet af lovgivningen. Det betyder, at lovgivning, der hjemler politiets digitale overvågningen skal indeholde oplysninger om formålet med overvågningen ud frafølgende:

– Nødvendigheden og proportionaliteten af overvågningen
– Hvilken form for overvågning der er tale om
– Omfanget af overvågningen
– Afgræsningen af overvågningen
– Hvilke lovovertrædelser der kan give anledning til overvågningen
– Hvilke betingelser der er for at iværksætte overvågningen
– Hvem der behandler og har adgang til de indsamlede data, og hvor denne adgang gives
– Opbevaringen af de med overvågningen indsamlede oplysninger
– Egen adgang til og berigtigelse af de indsamlede oplysninger.

Bogens overordnede konklusion er, at det er lovgivers ansvar at sikre sig at love, der hjemler politiets digitale overvågning, er i overensstemmelse med den grundlæggende ret til privatliv. Bogen giver samtidig et bud på, hvordan dette kan gribes an og ud fra hvilke procedurer.