Digital overvågningLovgivningens grænser i et menneskeretligt krydsfeltaf Tanja Kammersgaard Christensen

Forord Denne fremstilling er en udgivelse af min ph.d., som blev afleveret på Aalborg universitet den 2. marts 2020 og godkendt ved forsvar den 4. juni samme år.
Jeg har foretaget mindre rettelser i afhandlingen. Jeg har primært redigeret i metodeafsnittet og i afsnittet om ANPG-bekendtgørelsen. Her har jeg bl.a.
tilføjet en opsummering om bekendtgørelsens overensstemmelse med de krav,
som udledes i afhandlingen. Derudover har jeg tilføjet et afsnit om, hvordan bekendtgørelsen kan komme til at leve op til de i afhandlingen udledte krav.
Dette var ikke en del af afhandlingen, men er medtaget bl.a. efter bedømmelsesudvalgets opfordring.
Afhandlingens formål var at belyse, hvilke krav til politiets digitale overvågning der kan udledes af de grundlæggende rettigheder, hvorfor Retshåndhævelsesdirektivets bestemmelser er indeholdt i afhandlingen, og dette formål har været fokus i analyserne. Imidlertid kan de krav, der udledes af de grundlæggende rettigheder, til lovgivning, der hjemler overvågning, også anvendes,
når lovgivningen retter sig til andre offentlige myndigheder end politiet, og hvor det er disse andre offentlige myndigheder, der foretager overvågningen,
også selv om overvågningen sker til andre formål end kriminalitetsforebyggelse,
herunder f.eks. i forbindelse med smitteopsporing og lignende, som er meget aktuel i den nuværende situation om COVID-19.1 Hvis afhandlingens resultater bruges i forbindelse med vedtagelse af lovgivning, der hjemler overvågning,
for andre myndigheder end politiet, vil der dog formentlig kunne udledes yderligere krav til lovgivningen i GDPR i stedet for i Retshåndhævelsesdirektivet,
som lovgiver tillige skal tage højde for.