Digte 1803(egentligt udgivet ved juletid 1802, men på førsteudgaven står 1803. Dette var et hyppigt brugt kneb til holde litteraturen yngre end den i virkeligheden var) til Staffeldt udgav sin debutsamling Digte 1804. Hvor Oehlenschläger blev dyrket og hyldet som nationaldigter, kom Staffeldt aldrig til at spille den store rolle for samtiden. Hans karriere som digter varer kun fem år, og han udgiver kun to samlinger digte. Det er dog ikke kun tiden, der gør forskellen på Oehlenschläger og Staffeldt. Hvor Oehlenschläger var nationalromantisk, og i sine digte både imiterede folkevisernes måde at skrive på og brugte emner fra den folkelige overtro, var Staffeldt nyplatonist. Han afskyede modpartens begejstring for oldtiden. Hans digte behandler splittelsen mellem jorden og det ideele rige; det er digterens opgave at forbinde disse to adskilte enheder. Han er derved betydlig mere radikal med henblik på sit syn på digtningen og digterens rolle, end den Oehlenschläger. Et eksempel på denne panteistiske holdning kan ses i digtet Indvielsen. Her får digteren en anelse af den store ånd der gennemstrømmer naturen. Men lige så hurtigt som anelsen er kommet, er den væk igen, og tilbage står digteren med et livsprojekt om at genopleve denne himmelske tilstand. Det er det der er digterens opgave hos Staffeldt. Dette er et typisk romantisk træk. Digteren er et geni, en éner, der modtager sin inspiration direkte fra Gud. Hans opgave er at formidle det guddommelige til de "ikke-indviede" (jfr. Indvielsen). (Wikipedia)