Hvis man kun kender Drachmann fra midsommervisen og "Der var engang", kan hans debutdigtsamling fra 1872 komme som en åbenbaring. Han var så rasende og oprørsk i disse digte. Måske kan sproget i dag virke lidt gammeldags, men dengang var det nyt og anderledes, for Drachmann trak dagligsproget ind i sine digte. Indholdet har været som et slag i ansigtet på det dannede borgerskab. Drachmann taler med foragt om præsterne og de sløve danske studenter. Han taler om det indelukkede, snævre og beklumrede miljø i de dannede kredse. Og han lovsynger Pariserkommunen her samme år som slaget på Fælleden, samme år det første nummer af Social-Demokraten udkom. Dachmann stillede sig ikke bare på den yderste venstrefløj, men også helt uden for det dannede selskab - han stillede sig sammen med sømænd og arbejdere, og han gjorde det med smældende rim, taktfaste rytmer og i et smidigt og stærkt personligt sprog.