Digteren og eventyreren Arthur Rimbaudaf Haakon Bugge Mahrt

Arthur Rimbaud (1854-1871) skrev i løbet af fem ungdomsår nogle digte som hører til de smukkeste og mest originale i europæisk litteratur. Digte der på en gang er vilde udladninger fra bevidsthedens undergrund og dunkle, esoteriske meddelelser fra en anden verden, skrevet med ildskrift på litteraturens himmel.
Som forfatter har han sat sit snavsede fodaftryk på mange digtere i det 20. århundrede, blandt andre Dylan, Jim Morrison og David Bowie. Herhjemme fik Klaus Lynggaard feber af at læse Rimbaud, og Michael Strunge skrev om Rimbaud som den store seer, hvis vildskab og totale anarki gør ham til en af de store oprørere.
21 år gammel vender oprøreren, outsideren og bohemen Rimbaud litteraturen ryggen, for at kaste sig ud i et omflakkende liv som handelsmand og opdagelsesrejsende i Afrika. Siden har Rimbaud-litteraturen kredset om det evige spørgsmål: Hvorfor holdt Rimbaud op med at skrive? Uanset svaret er beretningen om hans korte liv en fantastisk historie, hvad enten man læser den som et eventyr eller som et lærestykke.
For første gang får man denne historie om digteren og eventyreren Arthur Rimbauds liv på dansk. Fortalt som en god historie, let læselig og illustreret med små fine tegninger af Chrix Dahl. Efterord af den danske Rimbaud-kender Mikkel Jørgensen, som fører bogen og forskningen up to date.
"... en letlæst introduktionsbog ... underholdende og velskrevet." Neal Ashley Conrad, Information.
Citat fra bogen:
"En Årstid i Helvede er Rimbauds sidste fortvivlede forsøg på at give et samlet syn på menneskelivet. (-) Ligesom han selv er engel og djævel på én gang, har han opdaget at livet rummer både de højeste tinder af renhed og ro og de dybeste afgrunde af last og smerte, og at det mellem disse modsætninger er umuligt at bygge bro. Alt må accepteres, alt er lige uundværligt. Med ubønhørlig konsekvens forkaster han derfor den trøst som religionen i enkelte øjeblikke har kunnet byde ham. Han forbliver trofast mod sin amoral, sin stejlhed og sin trods. Og ligevel er det som om der skinner et slags håb gennem de sidste linier:
Og ved daggry skal vi, væbnede med brændende tålmodighed, træde ind i de prægtige byer ... og det vil stå mig frit at besidde sandheden i en sjæl og en krop."

Se også:
Arthur Rimbaud <\B> En Årstid i helvede