krise, hvor Swedenborg havde flere "syner", udarbejdede han sin korrespondancelære, en teori om vekselvirkningen mellem det jordiske og det hinsidige, hvor verdensaltet blev opfattet som en stadig udstrømning af det guddommelige og det materielle som en afglans af det åndelige.
Alle Swedenborgs værker, naturvidenskabelige som teologiske, er skrevet på latin med undtagelse af den drømmedagbog han førte i 1744, hvor han nedtegner det endeløse optog af drømmesyner som hjemsøger ham, nærmest som en jæger der vogter over sit bytte. Drømmebogen(dansk udgave 1999), der først udkom på svensk i 1859, blev indledningen til et forfatterskab som ikke står tilbage for en Dante eller andre "fantastiske" fortællere.
I sin levetid var Swedenborg kun kendt af en begrænset kreds, 50 i denne verden og 50 i den anden, som han selv skrev. Men efter hans død førte hans lære til dannelsen af et kirkesamfund som eksisterer den dag i dag, og han fik stor betydning for andre forfattere og filosoffer, bl.a. William Blake, Emerson, Goethe, Dostojevskij, Yeats, Balzac og Borges, og med Drømmebogen foregreb han Freud og Jung.

Olof Lagercrantz' indfaldsvinkel til Swedenborg er at betragte ham ikke som teosof, men som digter. For Lagercrantz er Swedenborgs mystiske verden et storslået digterværk, en vældig "fantasiballet". Med udgangspunkt i Drømmebogen begiver Lagercrantz sig ud i Swedenborgs åndeverden og følger ham på hans eventyrlige rejser til Himmel og Helvede.
"Dagbogen skildrer et opbrud, en sjæl som bryder op under smerte. Det som sker nu, er at han løftes ud af sin videnskab og bliver digter. Drømmene er digte, endnu uregerlige og vildfarende, endnu placeret i et hvirvlende kaos men et kosmos er på vej."
Og som den store formidler Lagercrantz er, formår han at indkredse Swedenborgs kosmos, hans utopi, så den bliver forståelig for gud og hvermand.

Uddrag af anmeldelser:

"Trompetisten og orkesterlederen Miles Davis skal have erklæret, at alle jazzmusikere en gang om dagen burde falde på knæ for Duke Ellington. For litteraturkritikere gælder det samme med hensyn til Olof Lagercrantz. For den nu 90-årige svenske mester har udviklet sin helt egen, skel- og normsættende genre, der på samme tid er velskrevet pædagogisk præsentation, dybtborende analyse og personligt essay. Flere af hans små, lige så tætte som tillokkende bøger er udkommet på dansk, og i denne bog fra 1996 synes han at være vendt tilbage til den forfatter, det hele på mange måder begynder med: den svenske 1700-tals mystiker Emanuel Swedenborg (1688-1772).
Hvad der gør Lagercrantz så vidunderlig og umiddelbar at læse er, at han på samme tid skriver litteraturanalyse og lystlæsning. Han kan gå dybt ned i detaljerne, uden at man som læser på nogen måde taber overblikket, selv i tilfældet Swedenborg - men samtidig også med jævne mellemrum føre sin helt egen person, sine egne forestillinger og oplevelser ind som det naturligste af verden, og endda være både vittig og forbilledligt pointeret undervejs.
Det gør tillige Lagercrantz' litteraturkritik til litteratur, som selv når den handler om noget så særpræget og svært tilgængeligt som Swedenborg breder sig ud til ikke blot at handle om adskillige andre forfattere, men også om litteraturens og læsningens væsener generelt. Og når man er færdig med knæfaldet, har man mest af alt lyst til at læse hele bogen højt." Jakob Levinsen, Berlingske Tidende
"Tilbage omkring 1970, da det flippede ungdomsoprør endnu ikke var faldet til ro hos den arvesyndige Vanekrist, men stadig hvileløst r