Vor tids unge har fået en dårlig opdragelse. De ved for lidt, de vælter sig i stimulanser og burde sætte sig ned og tie stille og lære noget mere. Det mente Christian Falster også i 1720, så han skrev et langt, satirisk digt om vor tids onde optugtelse. De næste år fortsatte han med at brokke sig over folk, der kommer hjem fra udlandet og gør sig til af, hvad de har set rundt omkring, mens de ikke kender deres eget land, om kvinder, der er pyntedykker og tomme i hovedet og hvad han ellers kunne finde på at beklage sig over og konkluderede i en af sine sidste satirer, at verden er ét stort dårehus.