”Hr. Holmes, dette er dr. Anton Kronberg, epidemiolog fra Guy’s,” sagde Gibson, og jeg rakte min hånd ud, som blev taget, klemt fast og øjeblikkeligt sluppet, som var den inficeret. ”Dr. Kronberg, dette er hr. Sherlock Holmes,” afsluttede inspektøren og fik det til at lyde, som om jeg burde vide, hvem Sherlock Holmes var. ”Er ofret blevet skubbet ned i grøften, hr. Holmes?” spurgte Gibson. ”Sandsynligvis ikke,” svarede hr. Holmes. ”Hvordan kan De vide det?” spurgte jeg. ”Der er ingen mærker på nogen side af Themsens bredder …” Hans stemme døde hen, og jeg lavede en mental note om at tjekke Themsens strøm for at fastslå, om en krop faktisk kunne flyde ind i grøften uden hjælp. Hr. Holmes var begyndt at stirre på mig med sammenknebne øjne. Hans blik smuttede fra mine slanke hænder til mine små fødder, gled ned over min slanke skikkelse og mit ikke særligt maskuline ansigt. Hans opmærksomhed låste sig i et kort øjeblik fast på min flade barm. Et sidste blik på min hals og det ikkeeksisterende adamsæble, der var gemt bag en høj krave og min halsklud, og pludselig lyste hans øjne op af overraskelse. Et lille smil spillede i hans mundvige, mens hans hoved gav et næsten umærkeligt nik.