»Jeg har skrevet den bog, jeg håbede fandtes, da jeg var ung, og som jeg desperat ledte efter«

Elias Sadaq gør op med de intolerante og seksualitetsforskrækkede hjørner af det muslimske miljø herhjemme. Den aarhusianske digter skriver om trængslerne ved at være brun, queer og muslim. Missionen er al ære værd, men han er ikke nogen ny Yahya Hassan.

Minoritetsbøsset litteratur

I sin nye digtsamling ’Djinn’ skriver Elias Sadaq flammende vigtigt om sort magi, bælteslag og livet som muslimsk sodomit. Det er stærkt, men til tider lidt for højstemt og kluntet klichéfyldt.

Serafer er sheriffer

TABUTIPI. Elias Sadaq næstendebuterer med lige akkurat udmærket, kæk-melankolsk knækprosa om at være sin muslimske fars værste mareridt: digter, queer og vantro.

Digte og dæmoner

Elias Sadaqs digte har et vigtigt mellemværende med virkeligheden uden for bogen, men ikke med ordene i poesien.

DJINN

Med den stærke digtsamling Djinn cementerer Elias Sadaq sin plads i det litterære landskab og retten til at være queer og muslim.

Elias Sadaq skriver debatskabende digte

Elias Sadaqs digtsamling Djinn er lidt af et knytnæveslag. En fortælling om at være homoseksuel og queer i et islamisk trossamfund, en drøm om at ”danse rundt i kjole og bare fødder”, en drøm om kærlighed. Alt dette udfolder sig, imens vold, sorg, lidelse, ømhed og sæd drypper ned langs siderne. Det er ikke for de blufærdige, men projektet er både modigt og ærværdigt, skriver Simone Bertelsen.