Bogens sigte er at afsøge mulighederne for at bringe teologien og psykoanalysen i et gensidigt afklarende forhold.

Med fokus på begreberne dødsdrift, arvesynd og næstekærlighed forsøger bogen gennem læsninger af Kierkegaard, Kafka, Freud og Lacan at indkredse en række paralleller imellem teologien og psykoanalysens menneskesyn og etik. Dødsdrift og næstekærlighed henvender sig derfor til alle, som interesserer sig for teologi og psykoanalyse, og i særdeleshed til enhver, der er optaget af forholdet mellem dem. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at indbyrdes mistro ofte har stået i vejen for en frugtbar udforskning af dette forhold. Bogen bidrager til den nuancering af grænsefladerne mellem teologi og psykoanalyse, som blandt andre Eric L. Santner og Slavoj Žižek i de senere år har været repræsentanter for.

Bogens sigte er at afsøge mulighederne for at bringe teologien og psykoanalysen i et gensidigt afklarende forhold, der kaster lys over deres fælles ‘eskatologiske’ og ‘revolutionerende’ træk, i stedet for at fokusere på de to traditioners tragiske og konservative elementer. Nøglen til at belyse disse træk er en genfortolkning af næstekærlighedsbuddet samt en læsning af psykoanalysens driftslære og den kristne lære om arvesynd, der accentuerer den menneskelige friheds tvetydighed. Bogen viser, at teologien og psykoanalysen deler den opfattelse, at der er et dialektisk forhold mellem frihed og kærlighed, således at mennesket på den ene side ved sin frihed binder kærligheden til sig selv på en sådan måde, at det samtidig fanger sig selv i denne selvkærlighed, og at det på den anden side kun er ved kærligheden, at mennesket kan forløses, og i kærligheden, at dets frihed fuldt ud realiseres.