Men det ikke helt problemfrit, for det ene hus er besat af en beskytter af huset, som mener, at Oline er skruppelløs og uden empati. Denne beskytter ser helst Oline meldt til politiet, hvor hendes datter og svigersøn for øvrigt arbejder, så Oline prøver på alle mulige måder at rydde beskytteren af vejen. Truslerne synes dog ingen ende at ville tage. En vietnamesisk kvinde findes også indespærret i huset, og pludselig angriber repræsentanter fra den vietnamesiske mafia også Oline og Laylas røde murstenshus. Olines datter, Ella, er også begyndt at kradse i overfladen og konfronterer Oline, med hvordan det hele egentlig hænger sammen med de to dyre huse, som hun bor i.           

Layla nærmest flåede konvolutten op på vej tilbage i entreen. Oline kiggede sig rundt, som om personen, der havde afleveret brevet, var lige i området. Men hun fulgte med ind, så de ikke stod og lignede skræmte idioter. Da de begge var inde i entreen, læste Layla brevet op.    

“Jeg kan se, at du lader huset forfalde. Buskene op af huset laver slidmærker på husets flotte røde mursten. Klip buskene, og tro ikke, at de vil beskytte jer, som om I var selveste Tornerose.    

Du har besøg af en kvinde, som forekommer mig skruppelløs.    

Hun holder kun af sig selv.    

Hun begår indbrud, du har begået indbrud.    

Mit hus skælver, når sådanne mennesker besætter mit hus med grådighedens leveregel. Beskytteren af det røde hus,” læste Layla op og kiggede forskræmt på brevet og op på Oline.