I julen 2004 oplevede Flemming Kofod-Svendsen den usigelige sorg at miste sin søn, svigerdatter og to børnebørn i tsunamien i Asien. I talrige interview har han siden da forenet det at være sørgende far og troende kristen. De to indgangsvinkler bærer Døden, sorgen, håbet. I bogen fortæller Kofod-Svendsen både om sin egen sorg og om sorg som et menneskeligt vilkår. Og han deler ud af den trøst, som det kristne budskab har givet ham, og som har ord til alle, der har mistet. "Hvad der er sket for mig, har presset mig til mine grænser. Jeg er blevet stillet over for livets mørke side, og jeg har mødt min egen svaghed som aldrig før. Min egen erfaring er, hvor hårdt det er at møde tab, og hvor lang tid det tager at gennemleve det. Jeg har læst flere beskrivelser af, hvor meningsfyldt, ja næsten vidunderligt livet kan blive forvandlet gennem lidelse. Sådanne ord kan jeg ikke bruge, for det er ikke min erfaring. Min daglige bøn til Gud har været, om han vil give mig kraft, styrke og frimodighed til netop denne dags opgaver. Kort sagt hjælp til at leve."