et mordvåben? Alt er meget mystisk. Jerry Marlin sætter alt ind for at løse gåden, der kan få fatale følger, hvis den ikke opklares. Ca. 2 timers krimi. E-bogen svarer til ca. 70 sider. www.olenybo.dk Uddrag. Kapitel 1: Havnen i Newcastle, England Sent en fugtig, kold aften ankom en lastbil til havnen i Newcastle. På ladet havde den en lille container, der skulle ombord på fragtskibet ved kaj 17. Chaufføren fandt kajen og steg ud af lastbilen. Han kiggede på det mørke skib og tjekkede en ekstra gang, om det nu var kaj 17. Det var det. Så skuttede han sig og kiggede rundt på den mennesketomme og dårligt oplyste havn, men efter et lille øjebliks betænkningstid gik han op ad lejderen til skibet. Her anråbte han en sømand, som kom hen til ham. ”Ja, hvad vil du her?” ”Undskyld, men jeg har en container, der skal med dette skib. Jeg har siddet i en trafikprop og er desværre forsinket.” Han viste ham papirerne. ”Hm, det ser rigtigt ud. Jeg drejer kranen ud.” Sømanden kiggede ud over rælingen. ”Du bliver nødt til at køre lidt tættere på skibssiden.” Han nikkede og gik ned ad trappen. Sømanden drejede kranen ud over rælingen og sendte krogen ned mod lastbilen, hvor chaufføren satte den fast i de stålwirer, der var omkring containeren. Så løftede han den hermetisk lukkede container op med sin fjernbetjening og sænkede den ned ved siden af en magen til, som han tidligere havde fået ombord. Til sidst tog han krogen af og vinkede til chaufføren, at alt var okay. En time senere stævnede skibet ud. Det var stille vejr, lidt sjældent når man skal ud og igennem Nordsøen, men den nat var det sådan, ovenikøbet med fuldmåne. Sømanden, der som de fleste sømænd havde respekt for havet og naturens kræfter, var overtroisk. Han brød sig ikke om fuldmåne og havblik samtidig. Han havde vagten denne nat og tog en slurk af sin varme kakao, som han havde hentet i kabyssen. Det lunede lidt, men hjalp ikke på hans mærkelige fornemmelse af uro. På broen, hvor førstestyrmanden havde tjansen, var der øjensynlig ro og intet uventet. Pludselig skrattede hans walkie-talkie. ”Toldbåden har meldt sin ankomst. Vær klar med falderebet.” Han løb over til rælingen og kunne se toldbådens store spotlight i hastig fart hen imod skibet. Han havde en opgave nu. Han tog fjernbetjeningen til den lille kran og skyndte sig over til de små containere, der stod så tæt på styrehuset, at det ikke var muligt at se dem oppe fra broen. Her bandt han et tykt reb om wirerne og fastgjorde det med et knob på krogen til kranen. Så hævede han containeren med fjernbetjeningen, drejede den ud på den modsatte side af tolderne. Han havde samtidig enden af rebet i den anden hånd. Hans walkie-talkie skrattede. Det var styrmanden denne gang: ”Hallo! Hallo! Hvad laver du!? Hvor er falderebet? Har du ikke sendt det ned endnu? Tolden venter! Skynd dig!” Han fik styret containeren ud over rælingen, og så trak han i rebet, så knobet blev løsnet. Med et plask faldt containeren i havet og forsvandt hurtigt i det mørke hav. Så tog han walkie-talkien. ”Ja, ja, kommer nu! Kan man virkelig ikke få fred for toldvæsenet, når man er på toilettet!” Han sendte falderebet ned til tolderne. De kravlede ombord. ”Godaften. Det var du længe om!” ”Det er på grund af vores kok. Skrækkelig mad. Er på toilettet hele tiden!” ”Jaså,” sagde tolderen udeltagende og lyste rundt med sin lygte. Den næste tolder, der kom op på skibet, havde en hund med i en bæretaske. En narkohund. Han smilede til tolderen og klappede hunden og sagde, at det var rart med en skibshund. Tolderen smilede overbærende. Hunden blev sluppet løs og løb rundt på dækket og snusede til alt. Hundeføreren sagde søg, søg til hunden, der var nået over til den lille container. Efter lidt snusen, gik den helt amok og gøede og kradsede på stålet. Sømanden havde fulgt optrinnet og kiggede undrende, for han vidste godt, at når hunden opførte sig sådan, var det fordi, den havde fundet noget. Tolderne brækkede låsene op og åbnede den ellers lufttætte container. Der lå en masse pakker indeni, og tolderne kiggede triumferende på hinanden. Her lå omtrent hundrede kilo kokain. Sømanden kiggede måbende, for han havde jo netop fjernet den container, som han havde fået penge for at smide overbord, hvis tolden kom. Så gik det i al sin gru op for ham: Han havde taget fejl af containerne og smidt den forkerte i vandet! Og hvis de folk, han havde fået penge af, fik at vide, at deres varer var blevet beslaglagt, fordi han havde taget fejl af containerne, hvad ville de så gøre?! Tanken skræmte ham. Og hvordan kunne han i det hele taget tage fejl?! Han havde fået at vide, at containeren ville komme sent på det tidspunkt, hvor resten af besætningen var til spisning. Og det gjorde den! Han fattede det ikke. Hvad var der så i den container, der nu lå på havets bund? Kunne der være to containere med narko? To toldbetjente blev ombord, indtil skibet nåede i havn. Kaptajnen var rasende. Han havde altid ført skibet med hæderlighed, og rederiet var et af de mest hæderskronede. For ham var det en katastrofe, at en last med narko kunne indfinde sig på hans skib. Alle blev afhørt med sigtedes rettigheder. Der skulle findes navne og forbindelser, eventuelt signalementer. Politiet gik hårdt til værks, selvom de godt vidste, at de søfolk, der var indblandet, som regel ikke vidste, hvad de transporterede, men bare blev betalt for at slette transporten af listen. Det var små fisk, men politiet var meget interesseret i at optrævle ruten. Sømanden blev afhørt ligesom resten af besætningen, men holdt tæt, for han var mere bekymret for, hvad bagmændene ville gøre, når de fandt ud af, at han havde kastet den forkerte container overbord. Desuden manglede den jo andetsteds, så han ville også få ballade med kaptajnen. * Da hans sidste fortand var blevet slået ud med knojern, fik han fremstammet, at han åbenbart var kommet til at hælde den forkerte container ud over rælingen. Den ene af hans overfaldsmænd trak ham hårdt i håret og spurgte, hvad der var i den container. Han svarede, at det vidste han ikke noget om. Det var dumt sagt, for hans overfaldsmænd troede på ham og sendte resolut en pistolkugle gennem hans hjerne. De havde ikke brug for ham længere, og det var for usikkert at have ham i live. Han havde set for meget og vidste for meget. Hans lig blev sejlet ud i sejlrenden og hældt i vandet med et tungt dykkerbælte omkring maven.