Kularbejdet på St. Thomas var så absolut ikke den letteste måde at tjene til livets ophold på, men var man som de fleste kulkvinder enlig forsørger, var den kontante afregning – ”the tallies” - for hver kurv kul, man bar på hovedet, et tiltrækkende valg. Kullemperne tilhørte langtfra den sociale elite, men de var ikke uden evner og kom sejrrigt ud af de to konflikter, der opstod med deres arbejdsgivere.

Kullempning var et hårdt, slidsomt arbejde. Selv om de fyldte kulkurve hver vejede ca. 60 kg., blev hovedet holdt højt, og ryggen rank. Hvad de end gjorde, må de have gjort det korrekt, for de havde sjældent behov for at søge lægehjælp på grund af fysiske mén. De drak maubi eller amisado ad libitum for at holde luftvejene fri og tog ofte ”bush baths” for at holde kroppens porer fri for kulstøv.

Dollar fo’ Dollar. Kulkvinderne på St. Thomas 1870-1917 er først og fremmest en skildring af kularbejderstrejkerne i 1892 og 1916. Samtidig er bogen et forsøg på at beskrive hverdagen for de kvinder, hvis erhverv bidrog til, at den motoriserede skibsfart fra miden af 1800-tallet havde mulighed for at krydse Atlanten. 

Bogen er bygget på politiretsprotokoller, folketællinger, kirkebøger, matrikelfortegnelser, avisartikler, samtidige beretninger og ikke mindst de rejsendes fascination af disse hårdtarbejdende kvinder.