- og tilsidesættelse - af de øverste politiske statsorganers beslutninger ikke er noget særsyn. Mest iøjnefaldende har været Højesterets domme i 1996 og 1998 i Maastricht-sagen om grundlovsmæssigheden af Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union og Højesterets dom i Tvind-sagen i 1999, hvor Højesteret for første gang - i 150-året for Junigrundloven - underkendte en lov som grundlovsstridig.
I bogen beskrives og vurderes, hvorledes domstolenes prøvelse af lovgivningsmagtens og forvaltningens afgørelser har udviklet sig, herunder hvorledes Den Europæiske Menneskerettighedskonventions vagt formulerede bestemmelser i samspil med Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkningsstil har bragt de danske domstole i en mere fremskudt position i forhold til både regering og Folketing.
I bogen behandles endvidere domstolenes rolle i forbindelse med en række politisk-administrative "skandalesager" som f.eks. Tamilsagen. Af oplagt mangel på bedre alternativ er dommerne af regering og Folketing blevet trukket ind som undersøgere og bedømmere af sager, hvor det politiske konfliktniveau ofte har været overordentligt højt. Dommerstanden er herved kommet til at spille en betydningsfuld forfatningsmæssig rolle i forbindelse med Folketingets kontrol med regeringen og dens ministre.
Endelig behandles den omfattende domstolsreform, der blev iværksat i 1999. Reformen betød, at domstolene blev sikret en administrativ og organisatorisk uafhængighed, som var - og stadig er - et særsyn i Vesteuropa. Reformen har bidraget til at give domstolene en mere selvstændig profil, men domstolene er dermed også kommet mere "direkte i skudlinien", både i forhold til Folketinget og i forhold til offentligheden.
Bogen tegner som helhed billedet af domstolene i en mere aktiv rolle som den tredje statsmagt og af en mere selvbevidst dommerstand, der opfatter sig ikke blot som statsmagtens tjenere, men også som retsstatens vogtere.