Terrorisme, overgreb mod børn, fraværende fædre, familiens opløsning, sekulariseringen og seksualiseringen af kulturen, kulturernes sammenstød og den nationale identitets væsen – så mange af de bekymringer, som vi ser som typiske for det tidlige 21. århundrede, er mere eller mindre allestedsnærværende i Dostojevskijs værker, i hans breve, hans journalistik og først og fremmest hans prosa. Den verden, vi tager i besiddelse som læsere af hans romaner, er en verden, hvor spørgsmålet om, hvad mennesker skylder hinanden – det spørgsmål, som står bag alle disse grundlæggende moderne problemstillinger – efterlades smerteligt og chokerende åbent, og hvor det virker, som om der ikke er et oplagt ståsted, hvorfra vi kan konstruere et tydeligt moralsk landskab.