Efter at have fået denne afdøde ekspederet videre i systemet, fortsatte de til en anden. Det var en stakkels, forslået mand, der sad ret op og ned på jorden. Blodet dryppede fra hans mange sår, og han jamrede af smerte. Da Døden lagde sin skelethånd på skulderen af ham, så han dog ikke særlig forbavset ud, men lod sig føre af sted uden de store protester. Steffen var ikke bare chokeret, men direkte forarget. Manden var højst 30 år, og han lignede ikke en slagsbror. Han var sandsynligvis blevet overfaldet og rullet af en eller anden bandit. Da han spurgte Døden, hvad der var foregået, sagde han: “Det er såmænd den ottende, som denne mands morder har berøvet livet.”“Jamen skulle vi så ikke tage ham i stedet for?” råbte Steffen. “Vi kunne jo også give politiet et praj om, hvem det er.”Døden så meget forbavset ud, og det var tydeligt, at den tanke aldrig var faldet ham ind, og at han også så den som højst besynderlig. “Næh,” sagde han, “det kan vi ikke. Det er ikke vores opgave. Vi skal bare indhøste afdøde og få ham afleveret i Riget.”

Else Cederborg er cand.mag. i dansk og engelsk. Før i tiden skrev hun især kronikker og debatindlæg samt faglige artikler og anmeldelser for bl.a. Politiken. For få år siden blev hun grebet af en litterær raptus, hvorefter hun har udgivet rigtig meget, både fortællinger og digte.