i Danmark. Han taler ikke sproget, og kan derfor ikke kommunikere med sine nye forældre, som intet kender til de forhold, Michael kommer fra på børnehjemmet. Han begynder i landsbyskolen som den eneste brune dreng, og han føler sig i sandhed fremmed.  

Historien tager endnu en tragisk drejning, da Michael som elleveårig udsættes for et seksuelt overgreb. Han holder episoden for sig selv. Gemmer den som en dyb hemmelighed sammen de mange andre ting, han ikke fortæller. Han føler sig mere og mere, som en dreng, ingen rigtig kender.  

Heldigvis vokser Michael op med gode forældre, kammerater og rollemodeller, som har stor betydning for, at han lever videre trods sin tunge bagage. Dog er han stadig i dag mærket af sin opvækst, som har haft store konsekvenser for hans liv.   I dag fortæller Michael Olsen sin historie af to grunde.  

Han vil gerne nuancere adoptionsdebatten og skabe forståelse for de tilfælde, hvor adoption får et ulykkeligt udfald. Michael er af den opfattelse, at den hetz mod adoptivforældre, man nogen gange ser i danske medier, er misforstået. Man kan sagtens gøre det godt som adoptivforældre, men få et skadet barn. Adoption er mere kompliceret end som så.  

Det har mærket Michael Olsens eget liv gennem alle årene, at han har båret byrden om sin opvækst og det seksuelle overgreb. Ved at fortælle sin historie, håber Michael, at han kan give modet til andre til også at fortælle deres historie og bede om hjælp og redskaber til at komme videre, så de kan opnå et bedre liv.