Og det blev på den måde, at jeg første gang kom til at se Tåge.    ”Smuk, ikke?” hviskede Ollie.    Den ulv var ikke bare smuk. Den ulv burde have fløjet med vinden og løbet i skovene, mens den om natten snusede sig frem mod sit bytte og tudede mod månen, og …    Og nu befandt den sig der. Lige foran mig. Indelukket i et lille bur.    ”Hvad går der af dig?” Ollie rørte ved min skulder. ”Er du skuffet?”    Skuffet over det pragtfulde dyr med den sølvgrå pels og de ravgyldne øjne? Det var det mest fantastiske syn, som jeg nogensinde havde oplevet, og jeg forstod med det samme, at det var det mest uovertrufne, jeg havde oplevet i hele mit liv.