Drømme er en grim bog, der udstiller lusetheden i sin samtid, men det er også en smuk bog. Det er en fortælling om en krop i forfald. Kroppen har tuberkulose, og dens afhængighed af alkohol etableres nærmest plat. Kroppen er et brug-og-smid-væk-gode, en midaldrende kvindekrop, der levede af prostitution indtil selv de mindst kræsne mænd ikke gad den længere. Denne krop af skidt og møg erklærer dog allerede på anden side, at den nægter at dø så usselt som på fattiggården, og kroppens ejer – Marie – vælger at tage turen tilbage til den  Bogen er skøn i sin syrefuldhed, men også i sin tvetydighed, da Marie før sine syner er sultende, dehydreret, gammel, svag og syg. 

Drømmene kan både forstås som en gave/test fra Himmelen og som en hallucination, og skismen imellem de to giver læseren en rigtig bitter smag i munden: enten er universet uretfærdigt, eller også er universet uretfærdigt. Marie håber på at få al sin jordiske lidelse til at give mening på et højere plan, men selv hvis hun går til himmels, har det gamle Danmark stadig skidt på hende. Både fysisk og åndeligt.