videre.[…]
– Jeg så også babyen, seño. Den var helt nyfødt og havde en sød, lille kjole på.
– Blev du bange? spurgte jeg.
– Nej. Den så bare ud, som om den sov. Den må være blevet lagt der i går. Den var slet ikke rådden eller noget.Hun gik i gang med at spidse sin blyant, tilsyneladende upåvirket. Billedet af den døde baby ville ikke forlade mine tanker, mens Martas blyantspidser kradsede i mine ører.

Lossepladsen i Guatemala City var hjem og arbejdsplads for flere hundreder familier, da Joan Juanita Andersen for første gang besøgte den i januar 2000. Mødet med lossepladsens beboere gjorde et uudsletteligt indtryk på hende. I de næste fire år arbejdede hun med at uddanne børnene og deres familier, så de kunne tage ansvar for en bedre fremtid.Drømmenes losseplads er en rørende, rå og medrivende personlig skildring af et samfund,der kæmper for at finde sin sammenhængskraft på trods af en 37 år lang, udmattende og blodig borgerkrig, der skabte splittelse, vold og diskrimination.Bogen henvender sig til alle med interesse for Guatemala og Latinamerika og for socialt og frivilligt arbejde i udviklingslande.