beretning, som er fuld af Charlotte Strandgaards kærlighed til barndomshjemmet og forældrene, hendes nysgerrighed og virkelyst inden for de kulturelle miljøer i 60’erne og 70’erne, som hun allerede som ganske ung blev del af, og ikke mindst af det brændende menneskelige engagement som førte hende ind i både politiske bevægelser og i socialt arbejde, og som blev en drivende kraft i hendes forfatterskab. 

Bogen er fuld af gribende hændelser, indsigtsfulde kommentarer og komiske episoder. Charlotte Strandgaard er en god fortæller. Storebroderens død, da Charlotte kun var 5 år gammel, og forældrenes skilsmisse, da hun var 30, var begge store smertepunkter i hendes liv. Tiden som ung forfatter i kredsen af fremstormende digtere som Hans-Jørgen Nielsen, Kristen Bjørnkjær, Vagn Steen og Jørgen Leth tegnes som en vild og morsom tid, hvor alt kunne lade sig gøre. Det politiske arbejde førte til atommarcher, demonstrationer og en rejse til arbejderparadiset Cuba. Charlotte Strandgaard kom i avisen for at besætte filmskolen og ryge hash på Kulturministeriets trappe.