Nytårstalen er en tradition, der blev indledt i et af de mørke øjeblikke i Danmarks historie, under den tyske besættelse i 1941. Da talte kong Christian den 10. til befolkningen i Danmarks Radio.  Det kan ikke skjules, at den aldrende konge ikke var fortrolig med mediet, men at han så det som sin pligt.

Heller ikke kong Frederik den 9. var nogen stor taler i massemedierne. Også han begyndte i radioen, men fra 1959 blev nytårstalen transmitteret i fjernsynet. Han holdt øjnene stift rettet mod manuskriptet og fik aldrig øjenkontakt med dem, der sad ved skærmen.

Anderledes er det gået med dronning Margrethe. Den unge dronning var ganske vist tydeligt nervøs i de første år, men har siden oparbejdet en større og større sikkerhed - også selv om brillerne en enkelt gang gled ned ad næsen.

Dronningen har også i stigende grad givet dem sit meget personlige præg, og nogle af hendes temaer dukker op igen og igen ved passende lejligheder i nytårstaler, når hun mener, at det er påkrævet. Landets statsoverhoved skal jo efter grundloven være upolitisk. Det er hun også, såvel til dagligt som i nytårstalerne. Derfor taler hun om tendenser og strømninger både i Danmark og i udlandet. Selv om hun bruger billeder i sine nytårstaler, så er få i tvivl om, hvad dronningen mener om det forgangne år og fremtiden.

En gennemlæsning af hendes nytårstaler kan ikke lade nogen være i tvivl om, hvad dronningens opfattelse af danskernes modtagelse af etniske minoriteter. Og i øvrigt heller ikke om, hvad hun opfatter som indvandrernes pligter. Det er et følsomt emne. Mange har udtryk begejstring over hendes holdning, andre har været mindre tilfredse.

Dronningen har også adskillige gange opfordret til større optimisme, når hun synes, at danskerne er faldet hen i mismod over øjeblikkelig problemer. Hun har gang på gang påpeget, at vi trods genvordigheder af og til stadig lever en tryg og beskyttet tilværelse i sammenligning med så mange andre nationernes befolkninger.