Den kan være empatisk og brugt som kunstnerisk frihed for at udtrykke livshistorien på 2. hånd.

Livets pas de deux danses af det glade hjerte, der rimer på smerte hos det hele menneske.

Poesi skal gerne være æstetikken om det at leve alene og med andre. Den æstetik kan selvfølgelig bare opleves og måske nydes. Det ændrer ikke ved, at poesi ligesom eventyr kan have pædagogisk funktion både socialt og psykologisk. Og der er vel intet i vejen ved at erkende hjulpet på vej af den æstetiske oplevelse?