Dullerne er en gurlesk roman om venskab, sorg og skimmelsvamp.

 I Dullerne er det ikke produktionshøjskolens studerende, men derimod skolens gårdtoilet, der fortæller historien. Her mødes kvinderne for at sminke sig, grine, sørge, bagtale og diskutere alt det, der ligger uden for pensum. Toilettet lytter med og opvarter sine gæster.

Samtalerne kredser om vennegruppen, der har mistet sit midtpunkt: veninden Albertine, der døde skoleåret forinden. Samtidig hjemsøges fællesskabet af Josefines fravær. Hun er pludselig stoppet med at møde op, og i hendes sted vokser konspirationer og fortællinger frem blandt de tilbageværende.

 Når skoledagen slutter, kommer rengøringen. Hendes liv er under opløsning, og virkeligheden begynder bogstaveligt talt at smuldre for hende. Gårdtoilettet er faktisk aldrig helt alene, for tidligere elever er flyttet ind som spøgelser.

 Ligesom relationerne på gårdtoilettet, der opstår, forandres og smuldrer, er rummet også foranderligt: det bliver langsomt mere og mere fugtigt.