Da han for første gang ankom til hovedstaden Apia, vidste han, at hans skæbne var beseglet. Det var her, han ville leve resten af sine dage.

Ved første øjekast lignede det hele en naturperle i skønhed helt uden sidestykke. Det skulle dog snart vise sig, at der under overfladen lå stærke altødelæggende naturkræfter og lurede.    

Til søs uddannede Ebbe sig til matros, styrmand, telegrafist og navigatør. Hans ansættelse på amerikanske handelsskibe og flair for tal og handel berigede ham også med en maritim handelsuddannelse.    

2. verdenskrig satte en brat stopper for en ellers lovende karriere i Polynesien. Skæbnen ville, at Ebbe ufrivilligt måtte foretage et stort karriereskift. Skiftet resulterede i, at han endte som politidirektør.      

Kærligheden til Polynesien og hans nye familie fjernede aldrig længslen hjem til Danmark. Savnet af hans danske familie fremgår af de mange års brevudveksling.    De fleste af brevene hjem til familien blev af sikkerhedshensyn under 2. Verdenskrig gemt i et chartek. De blev først fundet i 1998 og er baggrunden for, at Ebbe Thomsens historie nu kan fortælles.    

Ebbe Thomsen er forfatterens grandonkel, og det var i et arvet møbel, at brevene dukkede op.

Bange og ude af kontrol, knugede han sig fast, samtidig med at han begyndte at lave gylpebevægelser. Hans knoer var allerede hvide af at holde fast, og han forsøget at få kontrol over spiserøret  Pludselig kastede han op. Vindpresset gjorde, at maveindholdet sprøjtede ud over hele ansigtet. En del havnede nede i cockpittet og på vadsækken. Noget fløj bagud og ramte haleroret.   De få gange han, i sit liv havde kastet op, var ingenting ved siden af det, han gennemlevede de næste ti minutter, men til sidst var der ikke mere i maven, og han sad foroverbøjet med smerter i mavemusklerne.