Hun sad ved vinduet som et gammelt træ – rodfæstet, men alene. Ryggen krummet under årtiers usynlige sten. Udenfor passerede mennesker uden at se op. Hun så dem alle. Vinduet var hendes scene. Hendes udsyn. Hendes anker i verden. Süleyman var gået i forvejen – som en, der finder det bedste sted at sidde. Hun længtes. Hun tog det sort-hvide fotografi ned fra væggen, mærkede sit hjertes uro og hviskede: ”Jeg kommer snart. Du skal ikke vente længe.”