EFTERVEER insisterer på at skabe rum for en sådan italesættelse.    

EFTERVEER tager form af en sorgdagbog, påbegyndt nogle måneder efter en abort. Kvinden vi følger regnede med at alt hurtigt ville blive normalt igen, men intet har føltes normalt siden. Hun er fanget i et virvar af følelser. Det er som hun ikke længere har adgang til de tågede dage i foråret, hvor hun lå på alle fire i sengen og fødte intetheden.Hendes kæreste er øjensynligt kommet videre og vil have, at hun skal gøre det samme, men først må hun forstå, hvorfor hun fik aborten. Som i en spændingsroman må hun gøre detektivens arbejde og forsøge at stykke forløbet sammen.  Det gør hun ved at prøve at forstå sin barndom, sit forhold til moderskabet, hvorfor hun reagerede så voldsomt på graviditeten og ved at genbesøge sit møde med sundhedssektoren, der mødte hende fordomsfrit, men uden sprog for de psykiske aspekter af en abort. Hun taler med andre kvinder. Både veninder, men også med fremmede i den gruppeterapi, som hun starter i, da hendes jagt på sandheden om aborten leder hende dybere ned i et mørkt hul. Langsomt går det op for hende, at det hun føler er sorg. En sorg, som hun ikke følte sig berettiget til, men som hun ikke kan slippe, før hun har givet den sprog og en plads i verden.