og hun skulle selv fortælle om sine gøremål og sit penalhus og sprogets uvirkelighed hen over billederne af hende og de 27 andre elever i klassen.  Marianne gik på fortovet med tasken i en ret vinkel fra kroppen og kranen efter sig. En morgen kom hendes veninde ud fra det flade hus på vejen og gav sig til at diskutere udseendets betydning i forhold til det andet køn.  - Vi to er ret så almindelige, sagde veninden. - Men vi har vores gode hoveder.  Om aftenen stod Marianne foran spejlet og prøvede at få intelligensen frem i øjnene. Dagen efter fyldte hun ti.« Pressen skriver: »en genialsk lille bog fuld af små, klarøjet absurde stykker om verden og hverdagen.« – Lars Bukdahl, Weekendavisen