Javist, man længes
Sædvanligvis er det muntert at læse Per Aage Brandts poesi. Han plejer, sammen med sine læsere, at more sig over de både 'absurde og præcise opsummeringer af vilkårene for at være mennesker og dyr og ting og sager.' Men i denne bog er Brandt blevet ramt af en 'misantropisk virus'. Hans analyser, som viser, at verden ikke står til at redde, og at menneskene har det ad helvede til, kan stadig være sjove, men denne gang på en sammenbidt, 'hvislende facon', som ikke ønsker at more. Man tror på, at det er så slemt, som han siger, fordi han – efter anmelderens mening – er den klogeste af de kloge digtere, og det synes anmelderen ikke, han kan være bekendt. For vi vil ikke tro på, at det er så slemt! [Kort referat]
